Bo til leje

Her kan du læse om at bo til leje i Herning Kommune.

Almene boliger

En almen bolig er en bolig, som er ejet af en almen boligorganisation, hvor der gælder særlige regler. Boligorganisationerne udlejer almene boliger og ungdomsboliger (studieboliger).
 
Hvis du ønsker en almen bolig, skal du selv kontakte boligorganisationerne, så du kan blive skrevet op og komme på venteliste.
 
Boligportalen DanmarkBolig.dk samler de mere end 550.000 almene boliger i Danmark.

I Herning Kommune er der fire almene boligselskaber:

  • Fruehøjgaard
  • Fællesbo
  • BoMidtVest
  • Lejerbo

Fruehøjgaard, Fællesbo og BoMidtVest har en fælles opskrivningsportal, der hedder Lejehuset.dk.

Herning Kommune har aftaler med boligselskaberne, så du i særlige tilfælde kan komme foran i køen. Det gælder for eksempel, hvis du pendler mere end 30 km til job eller studie, eller ved akut samlivsophør. Det kan du læse mere om hos boligselskaberne.

Læs mere om at flytte til Herning Kommune på vores tilflytterside.

Læs også referaterne fra de seneste dialogmøder med boligorganisationerne.

Fortrin for pendlere og studerende

Herning Kommune har lavet en aftale om udlejning af boliger til pendlere og studerende med områdets boligselskaber.

Læs mere på Lejehusets hjemmeside.

Aftalen omfatter alle afdelinger og alle boliger med undtagelse af række- og enkelthuse.

Hvornår kan du søge om en pendlerbolig?

Du kan søge boligorganisationerne om at få en pendlerbolig, når:

  • Du har arbejde i minimum 28 timer om ugen på en arbejdsplads i enten Herning eller Ikast-Brande Kommune
  • Du er fastansat eller ansat tidsbegrænset i minimum 1 år
  • Din nuværende bolig er udenfor Herning og Ikast-Brande Kommune i en afstand af mindst 30 km. fra din nye arbejdsplads

Personer, der arbejder på Karup Flyveplads og bor mere end 30 km. fra arbejdspladsen kan også gøre brug af aftalen.

Du kan få op til 3 tilbud om bolig efter denne aftale.
Ansøgning sker ved henvendelse til boligorganisationerne. 

Hvis du studerer eller skal studere og bor mere end 30 km fra uddannelsesstedet, kan du komme foran i køen til en studiebolig.

Lån til indskud i almene boliger

Hvis du flytter i almen bolig, kan du søge kommunen om lån til indskud. 

Det kan du læse mere om her.

 

 

Private lejeboliger

Private lejeboliger er ikke samlet i et centralt register. På nettet finder du en række portaler, hvor du kan finde ledige boliger.

Læs mere om at flytte til Herning Kommune på vores tilflytterside.

Kombineret udlejning

I boligområder med høj arbejdsløshed har kommunerne siden 2005 haft mulighed for at afvise kontanthjælpsmodtagere, som står på venteliste til en almen bolig. Kommunen er så til gengæld forpligtet til at anvise den boligsøgende en anden passende bolig i kommunen, såfremt vedkommende er opnoteret på ventelisten på tidspunktet for beslutningen om at bruge kombineret udlejning. Formålet er at få flere ressourcestærke borgere til udsatte boligområder.

Der findes ikke et centralt register over ledige private lejeboliger. Det  er op til den enkelte udlejer selv at bestemme, hvem han vil leje ud  til, og hvordan boligerne skal formidles.

Der findes boligportaler, hvor du har mulighed for at søge på private udlejningsboliger i hele landet.