Kort om LAR

Her kan du læse om fordelene ved LAR, og hvorfor det er vigtigt at håndtere vandet så lokalt som muligt.

Hvad er LAR?

LAR er en forkortelse af "Lokal Afledning af Regnvand" og handler overordnet set om:

  • at undgå eller minimere mængden af regnvand der løber i kloakken.
  • at bruge regnvandet, der hvor det falder - dvs. på din egen grund.

OBS: LAR er typisk løsninger med hensyn til nedsivning, fordampning eller at 'forsinke' regnvandet, indtil der er plads i kloakken igen.

Det er ikke muligt at nedsive alle steder for eksempel på forurenede grunde, på meget lerede jorde eller hvor grundvandet står højt, men i det fleste tilfælde er det muligt at arbejde med fordampning og/eller forsinkelse.

Hvorfor selv håndtere regnvandet?

Vi oplever mere og kraftigere regn. Der kommer rigtig meget vand på kort tid, og kloakkerne kan ikke altid klare så store mængder vand så hurtigt. Det øger risikoen for oversvømmede kældre og grunde.

På en typisk parcelhusgrund falder der i gennemsnit 250.000 liter vand om året. 

Det vil være dyrt at udbygge kloakkerne til at klare de øgede vandmængder i fremtiden. Derfor er LAR også en god og fremtidssikret løsning for private boligejere - og så åbner det for spændende muligheder for haveindretningen og vand som gratis ressource.

Se forslag til forskellige LAR-anlæg.

Fordele ved LAR:

  • Der dannes mere grundvand lokalt.
  • Det lokale kloaksystem bliver ikke overbelastet og risikoen for oversvømmelser reduceres.
  • Mulighed for kreative haver, hvor regnvandet bruges som et element i haven.
  • Der skabes flere små vandhuller med et rigere fugle- og planteliv.
  • Regnvandet kan opsamles og bruges til havevanding, toiletskyl, tøjvask med videre, så du ikke spilder dyrebart drikkevand på det.

Kontaktinfo

Lene Skovmose
Kloakmester
Tlf.: 96288089
Send e-mail til bjgls@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.