OBS - Ny lov om indfrysning af grundskyld (pr. 12. april 2018)

Hvis din grundskyld stiger med mere end 200 kr. pr. ejer pr. år vil du være omfattet af en ny ordning, som Folketinget vedtog ved lov 12. april 2018.

Ordningen betyder, at du ikke kan betale det beløb, din grundskyld er steget med. I stedet får du et rente- og gebyrfrit lån, som svarer til beløbet. For 2018 er 2. rate nedskrevet med beløbet.

Indtil videre ligger det fast, at du ikke kan indfri lånet i perioden 2018 - 2020. Det har Folketinget valgt for at gøre ordningen så enkelt at administrere som muligt.

Du kan først indfri lånet, hvis ejendommen skifter ejer. Du vil i den forbindelse automatisk modtage et indbetalingskort. I tilfælde af at din samlever overtager ejendommen, vil vedkommende overtage lånet.

Fremadrettet vil du årligt modtage en opgørelse, som viser det indefrosne beløb for hvert år samt det totale beløb, der er indefrosset.

Hvis du er omfattet af ordningen vil du i løbet af uge 23 modtage en ny ejendomsskattebillet, hvoraf det samlede beløb for alle ejere af ejendommen fremgår og er fratrukket i opkrævning for 2. rate.

Lad os tage et eksempel:

Du og din samlever står begge som ejere af et hus, hvor grundskylden i 2017 lød på 4550 kr. pr. år.

Fra 2018 steg grundskylden til 5000 kr. pr. år. Det vil sige en stigning på 225 kr. pr. ejer pr. år.

Beløbet er altså højere end 200 kr, og de 450 kr. pr. år bliver derfor indfrosset.

De 450 kr. låner I helt automatisk hos kommunen hvert år. Lånet koster Jer ikke noget at have. Lånet er rente- og gebyrfrit.

I 2020 sælger I huset, og her vil I modtage et indbetalingskort, som svarer til stigningen af jeres grundskyld i de år, I har været med i ordningen.

Læs mere på Skatteministeriets side om indfrysning af grundskyld.